Hostaer i mini, mini-small og small

Mini 10 - 20 cm... Mini-small 15 - 25 cm... Small 20 - 40 cm.

Navn: "Cherish"

Vi starter i det små, med denne fantastiske skønne miniature, der er plaseret i en høj smal krukke, så den ikke bliver overset.

Det er en Hosta med små, næsten runde grågrønne blade med cremegul midte og mørklilla blomster, der viser sig i juni-juli. Den placeres bedst i halvskygge til skygge, og er også sød i et stenbed.

(size mini)

Navn: "Stiletto"

"Stiletto" er en lille Hosta, med smalle grønne blade, kantet med en bølget gul kant, og fine mørklilla blomster. Den står her sammen med to andre små Hostaer op langs kattegården, hvor de får lidt morgensol og resten af dagen er der halvskygge og helt skygge henad aften.

(size mini-small)

Navn: "Blue Mouse Ears"

Meget tykt, lille rundt blad med mørklilla blomst. En rigtig flot hosta, som også egner sig godt i et stenbed. En sød lille plante jeg har arvet fra mine forældres have, og haft i mange år.

(size mini-small)

Navn: "Lakeside Lollipop"

Super smuk lille plante, med et rundt skinnende mørkegrønt blad og hvide blomster. En sød og køn lille Hosta, som jeg også har plaseret langs kattegården. En af mine favoritter.

(size small)

Navn: "First mate"

"First Mate" er en lille kraftig Hosta med gult blad og grøn kant, der sætter mørk lilla blomster.  Den ses her i forgrunden, hvor den bor sammen med en anden, og noget større Hosta, "Liberty", i en stor elefantkrukke.

(size small)

"Liberty" kan ses på siden med de større hostaer🙂

 

Navn: "Minuta"

En overdådigt blomstrende Hosta, med hjerteformede grønne blade og lavendelfarvet blomster, der viser sig i juni-juli.

(size small)